1 - Men Peter og Johannes gik tilsammen op i Templet ved Bedestunden, som var den niende Time.
2 - Og en Mand, som var halt fra Moders Liv af, blev baaren frem; ham satte de dagligen ved den Tempeldør, som kaldtes den skjønne, at tigge Almisse af dem, som gik ind i Templet.
3 - Der han saae Peter og Johannes, idet de vilde gaae ind i Templet, bad han om Almisse.
4 - Da saae Peter tilligemed Johannes stivt paa ham og sagde: see paa os!
5 - Og han gav Agt paa dem, efterdi han forventede at faae Noget af dem.
6 - Men Peter sagde: Sølv og Guld haver jeg ikke, men det, som jeg haver, det giver jeg dig: i Jesu Christi Nazaræi Navn, staae op og gak!
7 - Og han greb ham ved den høire Haand og reiste ham op.
8 - Men strax bleve hans Been og Ankler stærke, og han sprang op, stod, gik omkring og fulgte med dem i Templet, gik omkring og sprang og lovede Gud.
9 - Og alt Folket saae ham gaae og love Gud.
10 - Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for den skjønne Tempeldør og tigget; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som ham var vederfaret.
11 - Der nu den halte, som var helbredet, holdt paa Peter og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var forfærdet.
12 - Men der Peter det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I Eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at denne gaaer?
13 - Abrahams og Isaaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, haver herliggjort sin Søn Jesus, hvilken I overantvordede og fornegtede for Pilatus, der han dømte, at han skulde løslades.
14 - Men I fornegtede den Hellige og Retfærdige, og bade, at en Morder maatte skjenkes Eder.
15 - Men den Livsens Fyrste sloge I ihjel, hvilken Gud haver opreist fra de Døde, hvortil vi ere Vidner.
16 - Og formedelst Troen paa hans Navn haver hans Navn styrket denne, hvem I see og kjende, og Troen formedelst ham haver givet denne saadan Helbredelse i alle Eders Paasyn.
17 - Og nu, Brødre! jeg veed, at I have gjort det af Uvidenhed, ligesom og Eders Øverster.
18 - Men Gud haver saaledes fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle sine Propheters Mund, at Christus skulde lide.
19 - Derfor fatter et andet Sind og vender om, at Eders Synder maa vare udslettede, paa det Vederkvægelsens Tider maa komme fra Herrens Aasyn,
20 - og han maa sende Eder den Eder forud forkyndte Jesus Christus,
21 - hvilken det bør at indtage Himmelen indtil alle Tings Fuldkommelses Tid, hvorom Gud haver talet ved alle sine hellige Propheters Mund fra de ældste Dage.
22 - Thi Moses sagde til Fædrene: en Prophet skal Herren Eders Gud opreise Eder af Eders Brødre ligesom mig, ham skulle I høre i Alt, hvadsomhelst han monne tale til Eder.
23 - Men det skal skee, hver Sjæl, som ikke hører den Prophet, skal udryddes af Folket.
24 - Ja, ogsaa alle Propheter, fra Samuel af og derefter, saa mange som talede, have og forud forkyndt disse Dage.
25 - I ere Propheternes Børn og Pagtens, hvilken Gud gjorde med vore Fædre, der han sagde til Abraham: og i din Sæd skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.
26 - Eder først haver Gud, der han opreiste sin Søn Jesus, sendt ham at velsigne Eder, idet hver af Eder vender sig fra sin Ondskab.
